Trin 1
EL – Erkend og lyt
Jeg måtte erkende, at noget ikke fungerede, og begynde at lytte oprigtigt til det, mine børn forsøgte at fortælle gennem deres mistrivsel og skolevægring.
Menu
Velkommen til mit lille univers, som jeg kalder Elouvia.
Navnet Elouvia er ikke tilfældigt. Det består af de fire trin, jeg selv har været igennem på vores families rejse.
De fire trin hedder tilsammen Elouvia-metoden. Den hjælper dig med at stoppe op, lytte og finde en vej, der passer bedre til dig og din familie.
Elouvia er derfor ikke bare et navn. Det er fortællingen om vores vej fra mistrivsel, afmagt og følelsen af at være fastlåst til et liv med mere frihed, ro og plads til forskellighed.
Trin 1
Jeg måtte erkende, at noget ikke fungerede, og begynde at lytte oprigtigt til det, mine børn forsøgte at fortælle gennem deres mistrivsel og skolevægring.
Trin 2
Jeg måtte slippe forestillingen om, hvordan vores liv burde se ud, og turde undersøge, hvad der faktisk fungerede for os.
Trin 3
Jeg måtte finde tilbage til det, der betyder allermest for mig, og lade vores egne værdier vise vejen.
Trin 4
Til sidst måtte jeg finde modet til at handle på det, jeg mærkede, og skabe et liv, der passer bedre til de mennesker, vi er.
Tilsammen bliver de fire trin til EL-OU-VI-A.
Min mand og jeg fandt sammen, da vi var unge, og vi har i dag kendt hinanden i mere end 25 år. Sammen har vi skabt et liv på landet med dyr, køkkenhave og masser af plads omkring os.
Da vi blev forældre for første gang i 2014, anede vi ikke, hvad vi gik ind til. Vi havde begge lange uddannelser og store ønsker for vores arbejdsliv. Derfor valgte vi en vuggestue i nærheden med lange åbningstider og det, vi troede var, et fast personale.
Jeg ville gerne vise, at jeg tog mit arbejde alvorligt, og tænkte derfor, at jeg ikke behøvede en lang barsel. Efter ti måneder begyndte vores lille søn i vuggestue.
Og dér ramte livet mig.
Han var så ulykkelig, når jeg afleverede ham. Det skar revner i mit hjerte at gå fra ham hver morgen, men jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde et fast arbejde, en masse forpligtelser og regninger, der skulle betales. Så jeg fortsatte.
Samtidig begyndte tankerne at rumstere:
Måske er det bare mig, der er for pylret? Måske skal jeg bare tage mig sammen?
I dag ved jeg, at jeg skulle have lyttet mere til den følelse. Den forsøgte at fortælle mig noget vigtigt om mit barn og om mig selv.
To et halvt år senere kom lillebror til verden. Jeg syntes, det var svært at dele min opmærksomhed mellem to børn. Denne gang varede min barsel et år, men da jeg vendte tilbage til mit arbejde som sundhedskonsulent i en kommune, var vores familie mere presset end nogensinde.
Lillebror havde ondt i ørerne, og vi sov meget lidt. Min mand og jeg skiftedes til at have “nattevagten” og “morgenvagten”. På nattevagten kunne vi være vågne i flere timer, og på morgenvagten begyndte dagen ofte klokken fire. Samtidig passede vi vores arbejde og forsøgte at hjælpe vores ældste søn, som stadig ikke trivedes i institutionen.
Årene i børnehaven var svære for ham. Han reagerede voldsomt, når han kom hjem. Flere gange gik jeg til personalet, men fik at vide:
“Her ser vi ingenting. Du skal bare være glad for, at han reagerer hjemme. Det betyder, at han er tryg.”
I 2020, midt under coronanedlukningen, kom lillesøster til verden. Vores ældste var begyndt i skole på en lille friskole, hvor alle kendte alle. Det var tydeligt for os, at skolestarten var svær for ham. Men igen var der ingen andre, der så det, vi så.
Så endnu en gang tænkte jeg, at det måske bare var mig, der var for pylret.
Nedlukningen kom næsten som kaldet til vores lille familie. Jeg var hjemme på barsel med lillesøster, og hendes storebrødre var også hjemme. Mens mange talte om, hvor svært det var, og hvor meget deres børn savnede skolen og vennerne, oplevede vi noget helt andet.
Vi elskede roen.
De stille morgener i vores eget tempo. Aktiviteter, der passede til børnene. Muligheden for at trække sig og for i det hele taget at leve mere i overensstemmelse med vores egne behov.
Ugen efter skolerne åbnede igen, fik vores ældste det meget dårligt. Han udviklede voldsomme tics, som få måneder senere førte os videre til psykiatrien.
Det var også her, vi for alvor lærte skolevægring at kende. Der kom flere og flere dage, hvor han ikke kunne komme afsted. Dengang kunne han ikke selv forklare hvorfor, men hele hans krop viste, at han ikke kunne holde til det.
I skolen holdt han sammen på sig selv. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at passe ind. Når han kom hjem, faldt masken, og alle de følelser, han havde holdt tilbage gennem dagen, væltede ud.
Fra midten af 0. klasse til midten af 2. klasse kæmpede vi. Som mor var jeg parat til at gøre alt, hvad der stod i min magt, for at hjælpe mit barn. Jeg bad om hjælp, forklarede hans behov og forsøgte at kompensere derhjemme.
Men når skolen ikke så det samme som os, var det svært at få den hjælp, han havde brug for.
Til sidst blev skoledagene færre og fraværsdagene flere. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde, og min søn blev sygemeldt fra skolen. Senere fik jeg tabt arbejdsfortjeneste, og pludselig bestod vores liv også af sagsbehandlere, familievejledere, psykiatri, PPR-psykologer og møder med skolen.
Alle ønskede at få vores søn tilbage i skole, så jeg kunne vende tilbage til mit arbejde. Der blev iværksat sygeundervisning, familiebehandling, aflastning i hjemmet og medicinsk behandling.
Men intet hjalp.
I halvandet år forsøgte han at vende tilbage til skolen. I begyndelsen blot to frikvarterer om ugen af tyve minutters varighed. Jeg følte mig fastlåst, lænket til vores matrikel og sat under konstant kontrol. Jeg følte, at min frihed var blevet taget fra mig, og jeg gav systemet skylden.
Men på et tidspunkt gik noget op for mig:
Jeg havde længe ventet på, at nogen skulle komme og redde os ud af den situation, vi var havnet i. Nu kunne jeg mærke, at hvis vores liv for alvor skulle forandres, måtte vi selv tage det første skridt.
Vi besluttede derfor at melde vores ældste ud af skolen og hjemmeundervise ham.
Det viste sig at være den bedste beslutning, vi nogensinde har truffet for ham og for vores familie. Jeg havde troet, at det ville tage flere år for ham at komme sig efter den lange belastning. Men allerede inden for den første måned så vi de første tegn på, at han fik det bedre.
Derfra gik det stærkt. Langsomt fik han mere ro, mere glæde og mere af den barndom, han fortjente.
Mens vores ældste havde det allersværest, begyndte vores mellemste søn også at få det dårligere i skolen. Han maskerede ligesom sin storebror, og derfor var det primært os derhjemme, der så, hvor svært han havde det.
Et halvt år efter at vores ældste var kommet hjem, meldte vi også vores mellemste ud og begyndte at hjemmeundervise ham. Tre måneder senere kom lillesøster også hjem fra børnehaven og blev hjemme.
Mine børn tvang mig til at lytte.
Ikke bare høre efter, men lytte sådan helt oprigtigt til det, de forsøgte at fortælle gennem deres mistrivsel og skolevægring.
Og da jeg begyndte at lytte, begyndte jeg også at stille spørgsmål:
Hvilket liv er egentlig det rigtige for os? Hvad har vi brug for som familie? Og hvilke værdier ønsker vi, at vores hverdag skal bygges på?
Jeg opdagede, hvor vigtig friheden er for mig. Friheden til at mærke efter. Til at vælge anderledes. Til at skabe et liv, der passer til de mennesker, vi faktisk er – og ikke til de kasser, vi forventes at passe ind i.
I vores familie lever vi med Tourette, ADHD og autisme.
Diagnoserne er ikke forsvundet, men de styrer ikke længere vores liv. I dag er de en del af os, som vi kan leve godt med, fordi vi har skabt en hverdag, der tager hensyn til vores behov, i stedet for hele tiden at presse os selv til at passe ind.
Hjemmeundervisningen blev vores vej til en hverdag med mere ro, nærvær og plads til forskellighed.
Og ud af hele denne rejse voksede Elouvia.
Et univers skabt af vores erfaringer og af ønsket om at give dig mod til at lytte til dig selv, dine børn og det liv, der kalder på jer.
Find inspiration til mere ro og indre retningSkriv dig op til Elouvias nyhedsbrev og få refleksioner, små øvelser og hverdagsnær inspiration til at finde mere overskud, frihed og kontakt til dig selv.
Du får også besked, når der kommer nye artikler og små online mikroprodukter, der kan støtte dig på vejen tilbage til din egen indre retning.
Ingen spam. Kun blid inspiration til dig, der gerne vil leve mere i overensstemmelse med dig selv.